Den tidligere Barcelona-præsident Joan Laporta afslørede at man tilbage i 2003 fik tilbudt Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo, da han spillede i hjemlandet.
Tidligere kom det frem at PSV var tæt på en lejeaftale af Lionel Messi, og nu er der igen gravet op i Barcelonas fortid.
Denne gang er det Messi-rivalen Cristiano Ronaldo, der ifølge eks-præsident Joan Laporta blev tilbudt til Barcelona fra Sporting Lissabon tilbage i 2003.
Ronaldos agent, Jorge Mendes, tilbød dengang den 18-årige Ronaldo til Barca, men han endte med at tage til England og Manchester United.
”Mendes tilbød os Cristiano Ronaldo da han stadig var på kontrakt hos Sporting. Vi arbejdede ret meget med Jorge dengang,” udtaler Laporta til Onda Cero og fortsætter:
”Vi kunne have fået Ronaldo for en billigere pris end Manchester United endte med at betale for ham. Men vi havde lige købt Ronaldinho, Ricardo Quaresma og Rafael Marquez, og vi manglede økonomiske resurser til at lave endnu et indkøb,” siger Laporta.
Cristiano Ronaldo har siden da vundet Ballon D’Or og spillet 466 kampe og scoret 294 mål for Manchester United og Real Madrid kombineret.