
Foto: IFK Göteborg
Det lykkedes ikke Lasse Vibe at skifte til en større klub i transfervinduet, men det skuffer ikke danskeren; nu er det atter på med arbejdshandskerne.
Lasse Vibe blev i vinterens transfervindue over flere omgange sat i forbindelse med et skifte væk fra IFK Göteborg.
Især Championship-klubben, Reading, var eftersigende ivrige efter at få fat i den danske landsholdspiller, mens også to klubber fra Premier League var med i kampen om den 27-årige offensivspillers underskrift.
Men ingen af klubberne kunne blive enige med Lasse Vibes nuværende arbejdsgiver, IFK Göteborg om en pris, hvorfor hovedpersonen fortsat er at finde i den bedste svenske fodboldrække.
Det skuffer dog ikke Lasse Vibe, som i stedet vil tage arbejdshandskerne på og se fremad:
”Det er ikke noget, jeg selv kan gøre noget ved. Jeg plejer at prøve at leve mit liv ved at fokusere på de ting, jeg kan gøre noget ved. Det der kan jeg ikke rigtig gøre noget ved. Skuffet bliver jeg, hvis jeg ikke leverer, men her kunne jeg ikke gøre noget. Så på den måde er jeg bestemt ikke skuffet.”
”Jeg leverede op til den pause, vi har nu, og kunne læne mig tilbage og se, hvad der skete. Der skete ikke noget, så nu er det på med arbejdshandskerne igen og levere noget nyt. Det er drivkraften og ambitionerne, der gør, at man står op hver dag og træner så hårdt, man overhovedet kan,” siger Lasse Vibe til TV2 Sport.
Lasse Vibe og IFK Göteborg har papir på hinanden frem til sommeren 2016, men hvis danskeren kan fortsætte sit spil fra 2014, kommer han næppe til at opfylde den kontrakt.