Michael Laudrup er smigret over at være blandt kandidaterne til det ledige landstrænersæde i Mexico, men afviser, at jobbet er aktuelt for ham.
Det mexicanske fodboldforbund bekræftede mandag, at Michael Laudrups navn figurerer på den liste, som sydamerikanerne har over potentielle nye landstrænere.
Selv er danskeren dog ikke interesseret i at stå i spidsen for Mexico.
”Jeg er selvfølgelig glad for at være kandidat til landstrænerjobbet i et så stort fodboldland som Mexico, men jeg mener, at det bør være en mand, der har et godt lokal- og regionskendskab, som skal have jobbet. Så jeg skal ikke til Mexico,” fortæller Laudrup til BT.
Michael Laudrup bliver ofte kædet sammen med ledige trænersæder rundt om i verden. Også landstrænerjobbet i Japan har før været på tale.