Michael Laudrup afviser i dag, at han vil sælge sin angrebsstjerne Michu, da der ikke vil være tid nok til at finde en erstatning i dette transfervindue.
I sidste sæson fandt Michael Laudrup sig en rigtig målscorer i spanske Michu, som med 18 mål på flot vis satte sig på nummer fem på topscorerlisten i sin første sæson som Premier League-spiller.
Dette har naturligt nok vækket interesse rundt omkring, hvor blandt andre Arsenal har været nævnt som en ny destination for Michu. Nu er det dog for sent for Arsenal at købe ham ifølge den danske manager.
”Jeg ved, at hvis de kom med et bud meget sent, så ville bestyrelsens reaktion være et ‘nej’, selv hvis beløbet er vanvittigt, da vi ikke har tiden til at finde en erstatning som er nær den samme standard,” udtaler Laudrup til Sout Wales Echo og fortsætter:
”Jeg snakkede med Michu sidste år, og han forlængede sin kontrakt og spurgte mig om min, og jeg sagde: ‘Jeg bliver her’, og han svarede: ‘Det gør jeg også’,” tilføjer den 49-årige manager.
27-årige Michu Perez Cuesta, bedre kendt som Michu, kom til Swansea sidste år fra spanske Rayo Vallecano. Han blev straks en succes, ligesom Laudrup gjorde ved sin ankomst til Swansea.