
Foto: Shutterstock
Torsdag aften blev FIFA’s ‘The Best’ afholdt, hvor de kårer den bedste cheftræner, den bedste målmand, årets hold samt verdens bedste fodboldspiller for både mænd og kvinder.
På herresiden vandt Bayern Münchens Robert Lewandowski titlen som verdens bedste foran Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.
32-årige Lewandowski var med til at vinde både det tyske mesterskab, Champions League-trofæet samt DFB Pokal-titlen i 2020.
I sidste sæson bidrog han med 55 scoringer i 47 kampe. I indeværende sæson har han hidtil scoret 18 mål i 17 kampe.
“Det har været et sensationelt år. Det er altid svært at blive på toppen, men vi vil forsøge det. Tak til alle i staben og til mine holdkammerater,” siger Lewandowski ifølge Bayern Münchens Twitter-profil og tilføjer:
“Jeg kunne ikke have gjort det uden holdet. Det er svært at finde de rette ord. Jeg er meget stolt.”