Lindegaard: Ryan Giggs er en ny Guardiola

0

Anders LindegaardDanske Anders Lindegaard er imponeret over Ryan Giggs’ start som Manchester United-manager og sammenligner ham med Pep Guardiola.

”For mig at se har vi at gøre med en ny Guardiola.”

Sådan skriver den danske Manchester United-målmand Anders Lindegaard på sin blog om klub-ikonet Ryan Giggs, der vikarierer som manager for De Røde Djævle i resten af denne sæson.

”Det lyder nok temmelig naivt og ugennemtænkt, og jeg forstår folks skepsis over for en konklusion draget på baggrund af fire træninger, en kamp og en fridag,” starter Anders Lindegaard sit statement.

Men Ryan Giggs har oprigtigt imponeret den 30-årige reservemålmand stort, og især waliserens motivationstale forud for Norwich-kampen lørdag, har fået danskeren til at benytte store ord om sin holdkammerat og nu boss.

”Det, vi har set den første uges tid, har været mere end overbevisende. Parallellerne til Sir Alex Ferguson er slående, og det er tydeligt, at Ryan Giggs har stået i lære hos historiens mest respektindgydende fodboldmanager.”

”Hans sidste tale, inden holdet gik på banen mod Norwich, var hårrejsende på en måde, jeg kun har oplevet fra Sir Alex Ferguson – skuf ikke publikum.”

David Moyes blev fyret som manager i sidste uge efter en historisk dårlig sæson for Manchester United, og siden har historierne om den 51-årige skotte været mange og kontroversielle.

Men Anders Lindegaard understreger, at mediernes billede af Manchester Uniteds omklædningsrum og forholdet mellem spillerne og Moyes ikke er sandfærdigt.

”Virkeligheden er i mine øjne simpel: Resultaterne har ikke været tilstrækkelige, og det har haft konsekvenser for samarbejdet.”

”For mit vedkommende er historien ikke længere end det. David Moyes er en god mand. Og uanset hvad man måtte mene om ham, fortjener han samme form for respekt nu som for otte måneder siden.”

Ryan Giggs debuterede som Manchester United-manager med at slå Norwich 4-0 på Old Trafford, og efterfølgende har selveste Sir Alex Ferguson kaldt Giggs den naturlige kandidat til en permanent managerstilling i Manchester United.

 

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE