Fodbold-transfers.dk har interviewet Clark James om hans forventninger til sommerens transfervindue. Liverpool mangler en målfarlig angriber, mener han.
Clark James, der er chefredaktør for den danske Liverpool-fanside, LFC-Danmark.dk, giver sit syn på dette sommer-transfervindue for Liverpool.
Hvad er dine forventninger til sommerens transfervindue?
“Jeg synes allerede at vi har forstærket os rigeligt. Jeg er meget tilfreds med klubbens forberedelse frem mod dette transfervindue og specielt signingen af Roberto Firmino er jeg ganske begejstret for.”
Hvor bør klubben især styrke holdet og med hvem?
“I og med at vi allerede har sikret os seks spillere, så mangler vi blot for alvor en angriber med nogle mål i støvlerne. En venstreback ville også være velkommen, men jeg mener at et prominent navn på angrebsposten ville afslutte et godt vindue for Liverpool.”
“Aubameyang, Higuain og Lacazette er dem man drømmer om, men det ser ud til at vi ender med Christian Benteke. Med hensyn til belgieren er jeg en smule skeptisk, da jeg ikke mener han passer særlig godt ind i den måde vi gerne vil spille på (højt, aggressivt presspil).”
Hvem skal klubben skille sig af med – hvis nogen?
“Jeg ser gerne Luis Alberto, Fabio Borini, Rickie Lambert, Mario Balotelli, Joe Allen og et par andre ude af klubben inden september, men nu må vi se hvor meget dødvægt vi kan komme af med.”
Hvis du havde frit valg på alle hylder til at købe en spiller til klubben. Hvem skulle det så være?
“Lionel Messi – fordi han er fra en anden planet.”
Hvordan bør start-11’eren se ud efter sommerens transfervindue?
“4-4-2 (diamant): Mignolet – Clyne, Skrtel, Sakho, Moreno – Can (DM), Milner, Henderson, Coutinho (10’eren) – Sturridge, Firmino.”
Hvis du kunne hente en profil tilbage på holdet. Hvem skulle det så være?
“Luis Suarez – fordi han er verdens bedste angriber.”
Hvad er din holdning til fodboldens udvikling, når vi kigger på lønninger og transfersummer, som bare stiger?
“Det er udbud og efterspørgsel og en udvikling, der har været undervejs i mange år efterhånden. Jeg kan godt være en smule ærgerlig over at jeg ikke nåede at opleve fodbold som det var i 1970’erne og 80’erne. Det var et andet game med mere loyalitet og klubfølelse.”