Liverpool FC’s ledelse har i dag forlænget kontrakten med manager Kenny Daglish, der skal lede holdet frem til sommeren 2014.
Liverpool gjorde det helt rigtige, da de valgte klublegenden Kenny Daglish som erstatning for Roy Hodgson, eftersom Daglish har fået holdet til at levere flotte resultater.
Parterne stod oprindeligt til at skulle skilles efter sæsonen, men grundet den store succes, har ledelsen valgt at forlænge aftalen.
Kenny Daglish kan dermed se frem til tre år mere som manager for Liverpool FC.
“Kenny er en legendarisk Liverpool-personlighed – både som spiller og succesfuld manager. Siden han tog over i januar, har han udvist ekstraordinære lederegenskaber og evnen til at bringe til bedste frem i menneskerne omkring ham,” forklarer klubejer John Henry til klubbens hjemmeside, og han fortsætter:
“Det var tidligt åbenlyst for os, at atmosfæren i klubben ændrede sig ved hans tilstedeværelse. Ingen anden kunne have præsteret det. Derfor er jeg lykkelig for, at vi er blevet enige om en ny aftale. Vi behøvede ikke og ville ikke kigge andre steder hen for at finde den rette mand.”
Foruden forlængelsen af 60-årige Daglish’ aftale, har klubben også forlænget med førsteholdstræner Steve Clarke, som også har fået en treårig kontrakt.