
Foto: Shutterstock
Real Madrids nuværende cheftræner, Zinedine Zidane, fuldfører ikke sin kontrakt i klubben. Han stopper til sommer efter indeværende sæson.
Zinedine Zidane har besluttet sig for at forlade cheftræner-sædet i Real Madrid, når indeværende sæson er færdig.
Franskmandens kontrakt med Kongeklubben løber ellers til sommeren 2022, men han skulle angiveligt være både fysisk og mentalt udkørt, og derfor har han planlagt sit exit i flere måneder.
Det erfarer det lokale TV-medie, Telemadrid.
“Zinedine Zidane stopper som cheftræner til sommer, uanset om han vinder ligamesterskabet eller ej,” oplyser Telemadrid og uddyber:
“Det er en beslutning, der har været planlagt i flere måneder, men som han ikke har ønsket at bekræfte, når han er blevet spurgt.”
Senest har Zidane udtalt, at han ville beslutte sig om sin fremtid efter sæsonen, men det lader altså blot til at være en afledningsmanøvre.
Real Madrid har fortsat mulighed for at vinde det spanske mesterskab. Det kræver dog, at Atletico Madrid taber point, da de i øjeblikket er to point foran. Derudover skal Real naturligvis vinde deres resterende to kampe i La Liga.
Zidane blev i marts måned 2019 ansat for som Real-cheftræner for anden gang i karrieren, hvor han skrev under på en treårig kontrakt, men den opfylder han altså ikke, hvis man skal tro mediet.
Torsdag skrev engelske Daily Mail ligeledes, at Zidane forventeligt ville være fortid i klubben til sommer.
Nye træneremner: Raul, Allegri eller Löw
Samtidig skrev Daily Mail, at en anden klublegende og nuværende cheftræner for andetholdet Real Madrid Castilla, Raúl González, er i spil til at blive ny cheftræner for førsteholdet.
Den tidligere Juventus-cheftræner Massimiliano Allegri og den, efter EM-slutrunden denne sommer, forhenværende, tyske landstræner, Joachim Löw, skulle også være blandt mulige træneremner.
48-årige Zidanes første periode som cheftræner for Real Madrid var fra 2016 til 2018, hvor han selv valgte at stoppe på posten efter en særdeles succesfuld periode.
Samlet set har han som cheftræner for Real sikret holdet to mesterskaber og tre Champions League-titler.