
Foto: Unisport
Den danske offensivspiller, Lucas Andersen, bliver kædet sammen med FC København og han føler sig beæret over det.
FC København har solgt Robert Skov, og derfor skal manager Ståle Solbakken på jagt efter en erstatning.
AaB’s anfører, 24-årige Lucas Andersen, kommenterer nu på et rygte, der sender ham til den danske hovedstadsklub.
“Det beviser, at jeg gør noget rigtigt, og der er nogen, der holder øje med én. Det er selvfølgelig fedt, hvis det viser sig at være rigtigt. Det siger sig selv, at FCK er den største klub i Danmark,” siger Andersen til Nordjyske og uddyber:
“Men jeg har lige underskrevet en ny kontrakt med AaB, og jeg har fået anførerbindet. Vi har et fantastisk projekt, som jeg er meget glad for at være en del af. Jeg synes også, at vi har vist mange gode ting i de første par kampe, og det ser jeg mig selv som værende en stor del af. Jeg vil være med til at skubbe klubben i den rigtige retning.”
Andersen fortæller videre, at han ikke selv har kendskab til FCK’s interesse, da han ikke har hørt noget fra sin agent.
AaB-sportsdirektør: Ingen plan om Andersen-salg
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde skynder sig at blande sig i flirten. Det ligger ikke i planerne at sælge offensivspilleren, fastslår han.
“Der er overhovedet ingen planer om at sælge Lucas Andersen. Vi har lavet en femårig aftale med ham, og vi har lige gjort ham til anfører, fordi han er så vigtig en spiller for os, og fordi at vi gerne vil give ham en vigtig position på holdet,” siger Allan Gaarde til BT.
Den danske offensivspiller har kontrakt med AaB frem til sommeren 2024.