Real Madrid ville have Luis Suarez, men uruguayaneren afviste Kongeklubben, da han hellere ville spille for Barcelona.
Luis Suarez rykkede i sommer fra Liverpool til FC Barcelona, men den uruguayanske bomber kunne have havnet hos ærkerivalerne fra Real Madrid i stedet.
I hvert fald var Kongeklubben interesseret i Suarez, som dog afventede situationen i håbet om, at hans drømmeklub ville komme på banen. Og det kom de.
”Ja, jeg har talt med dem, men fortalte dem, at jeg ville vente. De ville have mig, men min drøm var at komme til Barca.”
”Da jeg hørte, at Barcelona var interesseret, tøvede jeg ikke. Jeg troede helt ærligt ikke, at Barcelona ville henvende sig, men jeg var ikke i tvivl, da de gjorde,” siger Luis Suarez til radiostationen El Partido de las 12 og fortsætter:
”Man ved aldrig, hvad fremtiden bringer, men heldigvis havde jeg is i maven og ventede på Barca, hvilket var, hvad jeg håbede på. Det var en drøm, jeg havde haft meget længe, som gik i opfyldelse.”
Luis Suarez kostede FC Barcelona mere end 700 millioner kroner.