Lyngby Boldklubs direktør Birgit Aaby blev i dag præsenteret som ny storinvestor hos de kongeblå. Aaby har købt 20 procent af aktierne i klubben.
Birgit Aaby blev ansat som ny direktør i Lyngby Boldklub tilbage i januar måned. Aaby, der har stor erhvervserfaring fra sin drift af rengøringsfirmaet Combi Service, har siden ansættelsen arbejdet på at forbedre klubbens økonomi.
Aaby tager nu selv en stor del i Lyngbys økonomi, eftersom hun i dag blev præsenteret som ny investor, da hun har købt 20 procent af klubbens aktier.
“Jeg har hele tiden set et enormt potentiale i Lyngby, som jeg også sagde ved min tiltrædelse i januar. Nu har jeg set tingene an i nogle måneder, og da jeg fik muligheden for at blive medejer af det projekt, jeg allerede sidder for bordenden af, var der ingen betænkningstid,” fortæller Aaby til klubbens hjemmeside, og uddyber:
“Jeg takkede ja med det samme. Det er sjovt og spændende at arbejde med dansk fodbold, og i Lyngby kan jeg endda gøre det med en økonomisk sund virksomhed.”
Foruden Aabys 20 procent af aktierne, ejer moderklubben fortsat 40 procent, mens Bluesport, der styres af bestyrelsesformand Torben Røsler, ejer de resterende 40 procent.