Ifølge Lyons præsident Jean-Michel Aulas har den franske klub modtaget et bud på op imod 520 millioner kroner for angrebsstjernen Alexandre Lacazette.
Lyon råder over en række spændende profiler, der har været rygtet væk fra klubben i de seneste transfervinduer.
En af dem er angriberen Alexandre Lacazette, der bl.a. har været rygtet til Liverpool og Arsenal. Og hvis man skal tro Lyons præsident Jean-Michel Aulas, er der stadig hård kamp om den 25-åriges underskrift.
Således fortæller Aulas ifølge ESPN til RMC, at de franske vicemestre netop har modtaget et kæmpebud på Lacazette på ca. 520 millioner kroner.
Derudover udtaler Lyon-præsidenten, at der i øjeblikket er seks eller syv bud på deres bedste spillere – heriblandt Nabil Fekir og Corentin Tolisso.