Martin Braithwaite: Stort at spille med Messi

0
Martin Braithwaite var tydeligt stolt, da han ankom til Barcelona torsdag for at gennemføre drømmeskiftet til FC Barcelona.

FC Barcelona kunne torsdag præsentere den danske landsholdsprofil, Martin Braithwaite, som ny spiller i truppen.

LÆS OGSÅ: Officielt: Braithwaite skifter til FC Barcelona

Braithwaite lagde heller ikke skjul på, at der er tale om et drømmeskifte.

“Jeg er meget glad. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Alle, der spiller fodbold, drømmer om at spille i Barcelona, og nu er jeg her, og jeg vil vinde titler.”

“Det er en klub, hvor der er meget pres på, og der er høje forventninger, men jeg er her for at vinde så meget som muligt,” siger han til FC Barcelonas Twitter-profil.

Han tilføjer, at han glæder sig til at spille med Lionel Messi.

“Han er måske den bedste spiller nogensinde, så det er selvfølgelig et stort øjeblik for mig, at jeg får muligheden for at spille med ham og kunne sige, at jeg har spillet med ham,” siger Braithwaite.

28-årige Braithwaite er ikke skiftet til Barca for at varme bænken. Han mener, at han har evnerne til at hjælpe holdet.

“Jeg er en teknisk spiller, men jeg er også fysisk funderet på den måde, at jeg er hurtig og stærk. Min største force er min intelligens. Jeg bevæger mig klogt.”

“Jeg studerer spillet nøje, og jeg kalder mig selv en fodboldstuderende. Jeg forsøger altid at forbedre mig, og jeg tror, at mine bevægelser kan hjælpe holdet meget – og så er jeg her selvfølgelig for at score mål, siger Martin Braithwaite.”

Den danske angriber har underskrevet en kontrakt, der gælder til sommeren 2024.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE