Marvin Pourie har interesse fra Silkeborg, men han er ikke interesseret i at vende tilbage til oprykkerne, hvor han spillede frem til 2013.
Marvin Pourie kom til dansk fodbold i 2011, hvor Silkeborg hentede ham i Schalke 04. Efter to målrige sæsoner for midtjyderne skiftede den 25-årige tysker til FC København i 2013, men tiden i den danske hovedstad er ingenlunde blevet en succes.
Derfor har Pourie været udlejet til først Zulte-Waregem og siden SønderjyskE og FC Ufa, inden hans kontrakt med løverne udløb denne sommer.
Angriberen er altså nu fri på markedet, og det håber Silkeborg at kunne udnytte til at lokke Marvin Pourie tilbage til Mascot Park, men ifølge hovedpersonen selv er det ikke en mulighed.
“Jeg har selv hørt de rygter – det er faktisk ikke en gang rygter, det er sandt, at de har henvendt sig til min agent og har talt med ham.”
“Desværre kommer jeg ikke tilbage til Silkeborg. Det er ikke en mulighed, og jeg faktisk ikke interesseret i at vende tilbage,” siger Marvin Pourie i et interview med Canal 9, hvortil han endvidere afslører, at han er i dialog med andre klubber.