
Foto: Shutterstock
34-årige Angel Di Maria har kontraktudløb med Paris Saint-Germain til sommer, og det vil Juventus udnytte ved at hente argentineren kvit og frit.
Tilbage i sommeren 2015 skiftede den argentinske landsholdsspiller Angel Di Maria fra Manchester United til PSG, og siden har han været blandt holdets bærende spillere.
Men til sommer ser den efterhånden 34-årige kantspiller ud til at forlade Ligue 1-klubben ved sit kontraktudløb, og det har Juventus bemærket.
I hvert fald melder mediet Sky Sport Italia, at Di Maria er i dialog med Juventus omkring et muligt skifte til sommer.
Kantspilleren ønsker efter sigende en aftale, der løber ét eller to år frem i tiden, hvorefter han vil afslutte karrieren i hjemlandet.
Ender Di Maria i Juventus, har han prøvet at spille både argentinsk, engelsk, spansk, fransk, portugisisk og italiensk fodbold.
Den rutinerede argentiner står samlet set noteret for 121 A-landskampe med 24 scoringer til følge.