Ifølge Goal.com skulle Arsenal have budt på Evertons belgiske midtbanestjerne, Marouane Fellaini. Et bud på en størrelse, som aktiverer spillerens frikøbsklausul.
I den forgangne sæson har 25-årige Fellaini været en af de allermest afgørende spillere for Everton, og har blandt andet været med til at sikre klubben en flot sjetteplads i Premier League.
Dette har kastet mange rygter af sig angående en eventuel afgang fra Liverpool-klubben, og her har bejlerne hovedsageligt bestået af andre topklubber fra Premier League.
Nu er Arsenal kommet på banen og skulle angiveligt have aktiveret Fellainis frikøbsklausul, for dermed eventuelt at foretage hovedstadsklubbens første indkøb i dette transfervindue.
Det menes at Marouane Fellainis frikøbsklausul ligger på cirka 190 millioner kroner for en klub i top fire, og cirka 200 millioner kroner for en klub udenfor Champions League-pladserne. Arsenal sluttede som bekendt nummer fire i denne sæsons Premier League.