
Foto: Shutterstock
London-storklubben Arsenal er enige med Brighton om et køb af engelske Ben White, som har været rygtet kraftigt til Liverpool. Det melder The Athletic.
23-årige Ben White er i skrivende stund til EM med det engelske landshold, efter han har haft en stærk Premier League-sæson for Brighton.
Her har midtstopperen været en vigtig profil på mandskabet, og de solide præstationer har skabt ikke så lidt interesse.
Englænderen har således været sat flittigt i forbindelse med et skifte til Jürgen Klopps Liverpool, men der ender han ikke i denne omgang.
The Athletic melder således, at Arsenal og Brighton stort set er enige om en transfer, der sender forsvareren til The Emirates.
Brighton skulle kræve 50 millioner pund for deres profil, hvilket svarer til i omegnen af 433 millioner danske kroner.
Arsenal skulle have budt 45 millioner pund plus yderligere fem millioner i bonusser, så den samlede sum skulle stemme.
Nu mangler de sidste bonusdetaljer angiveligt bare, idet de personlige forhandlinger med White skulle være så godt som fuldbyrdede.