Arsenal har indløst frikøbsklausulen på Deportivo de La Coruna-angriberen, Lucas Perez, skriver Sky Sports. 150 millioner kroner koster spanieren.
Skuffende er formentlig det prædikat, som de fleste Arsenal-fans vil sætte på klubbens transfervindue indtil videre, men nu ser The Gunners ud til at røre på sig.
Ifølge Sky Sports er Arsenal nemlig tæt på at kunne præsentere Lucas Perez, der i sidste sæson lavede 17 mål i 36 La Liga-kampe for Deportivo de La Coruna.
Således skulle Arsenal have indløst den 27-årige spaniers frikøbsklausul på 150 millioner kroner, og ifølge en meddelelse på Deportivos hjemmeside har Perez fået tilladelse til ikke at flyve med klubben til Sevilla, hvor de i aften tørner sammen med Real Betis.
Hvorvidt det er et udtryk for, at Lucas Perez er på vej til Arsenal, står til fri fortolkning, men også Arsene Wenger er i dag kommet med en udtalelse, der tyder på, at en ny spiller snart bliver præsenteret på Emirates.
“Vi arbejder på forskellige aftaler. Vil vi skrive kontrakt med en ny spiller, inden transfervinduet lukker? Jeg er 99 procent sikker,” siger Arsenals franske manager ifølge klubbens Twitter-profil.