
Foto: Shutterstock
Den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite overvejer kraftigt at takke ja til et giga-tilbud, som han har modtaget fra en arabisk storklub.
Der har længe cirkuleret rygter om, at 31-årige Martin Braithwaite er på vej væk fra FC Barcelona, og nu ser hans afgang for alvor ud til at nærme sig.
Således skriver den spanske avis Sport, at Barca og Braithwaite er meget tæt på at blive enige om en ophævelse af kontrakten.
Ophævelsen skulle være så tæt på, at den kan komme på plads allerede mandag, og danskeren vil dermed kunne skifte på en fri transfer.
Og ifølge Sport kan det meget vel blive til en unavngiven arabisk storklub, der er kommet med et mega-tilbud til Barca-angriberen.
Martin Braithwaite overvejer efter sigende tilbuddet på det kraftigste, og han ser derfor ud til snart at være fortid i klubben.
Danskerens kontrakt med FC Barcelona udløber i sommeren 2024.