Brøndby IF’s ledelse er nu nede på tre træneremner, der kæmper om at blive den nye cheftræner i klubben. Det erfarer Canal 9.
Brøndbys cheftræner frem til sommer hedder Auri Skarbalius, men derefter skal man have en permanent cheftræner.
Derfor er sportschef Troels Bech travlt optaget af at finde den rette træner.
Ifølge Canal 9’s oplysninger er Bech nu nede på tre træner-kandidater. Ifølge TV-stationen, så drejer det sig om engelske Tony Adams, Lars Olsen samt Morten Wieghorst. Sidstnævnte havde samtaler med Bech i sidste uge, ifølge mediet.
“Efter et grundigt forarbejde er vi nu nede på to, måske to og en halv, kandidat,” fortæller Troels Bech til Canal 9.
Troels Bech ønsker ikke at sætte en dato på, hvornår han forventer, at den nye træner er på plads.