Real Madrid-stjernespilleren Cristiano Ronaldo bliver nu igen kædet sammen med Paris Saint-Germain. Han skulle have accepteret et tilbud fra PSG.
Real Madrids ledelse ønsker at forlænge kontrakten med Cristiano Ronaldo, men nu forlyder det, at Ronaldo har accepteret at skifte til Paris Saint-Germain. Det skriver det catalanske medie, Mundo Deportivo.
Den portugisiske stjernespiller ønsker kun at skifte til PSG, hvis han ikke når til enighed med Real Madrid. Dermed er blandt andre Manchester United ude af billedet ifølge mediet.
I PSG-lejren ligner 31-årige Ronaldo den perfekte erstatning for Zlatan Ibrahimovic, da man behøver en stor stjerne til at løfte resten af holdet.
Ronaldo har i denne sæson scoret 47 mål i 44 kampe i Champions League og La Liga for Real Madrid.
De 16 af målene er scoret i Champions League, og i aften har han mulighed for at udbygge denne statistik, når Real møder Manchester City på udebane i turneringen.