BT kommer med forklaringen på, hvorfor Simon Makienok endnu ikke er blevet udlejet fra italienske Palermo.
Mandag hævdede det italienske fodboldsite Tuttomercato, at den danske angriber Simon Makienok var enig med Molde om et skifte fra italienske Palermo.
Men ifølge BT’s kilder, så er de afgørende brikker endnu ikke faldet på plads.
Molde er efter sigende kun interesseret i at leje Makienok et år frem til næste januar, fordi den norske liga først starter i marts måned.
Makienok ønsker derimod kun at blive udlejet i et halvt år, så han ikke glipper sommerens transfervindue, som både er længere og traditionelt er et mere attraktivt tidspunkt at skifte på.
Simon Makienok har ikke mulighed for at skifte til andre ligaer end dem, der følger kalenderåret i dette transfervindue.
Årsagen er, at han både har spillet for Brøndby og Palermo i indeværende sæson, og det er imod FIFA’s regler at repræsentere mere end to klubber på en sæson.
Dermed har Makienok kun følgende muligheder:
– Et skifte tilbage til Brøndby. Det er ifølge BT’s oplysninger utopi.
– Et skifte til en klub i Sverige.
– Et skifte til en klub i USA.
– Et skifte til en klub i Norge.
Norske Molde ligner klart det bedste bud på Makienoks nye klub, skriver BT.