Viktor Fischer var ikke at finde i startformationen eller på bænken for FC København i søndagens kamp mod Silkeborg IF.
Efter et længere skadesforløb har 27-årige Fischer haft svært ved at genfinde sit tidligere høje niveau, og det blev altså understreget i søndags, hvor den 19-mands bruttotrup også indeholdt skadede Jonas Wind.
Efterfølgende fortalte cheftræner Jess Thorup, at kantspilleren på ingen måde var på vej væk fra klubben, men det er ikke sandheden, hvis man skal tro det danske FCK-medie Copenhagen Sundays.
Kilder fortæller til mediet, at man arbejder i kulissen på et skifte til Fischer, og at hans agent skulle være i gang med at afsøge mulighederne for et snarligt skifte.
Ifølge mediet kan Fischer være fortid i FCK i løbet af sommerens transfervindue.
Hans nuværende kontrakt med FCK gælder frem til sommeren 2022.