Metro beretter i dag, at Arsenals Gervinho nu igen nærmer sig sit omtalte Roma-skifte, efter at spilleren og London-klubben har haft en samtale denne uge.
Forleden forlød det, at ivorianske Gervinho var meget tæt på et skifte til Roma, men så meddeltes det, at Arsenal havde afvist italienernes bud på spilleren.
Men nu er parterne angiveligt atter tæt på hinanden, da Metro meddeler, at Arsenal nu er helt klar til at sælge Gervinho efter en samtale, som klub og spiller havde haft tidligere denne uge.
Dermed er forhandlingerne efter sigende stadig i gang, og eftersom London-klubben afviste et bud på cirka 50 millioner kroner, kan det forventes, at Roma snart kommer med et nyt beløb.
Interessen for at hente 26-årige Gervinho skulle især komme fra Romas nye manager, Rudi Garcia, som i sin tid gjorde spilleren til en stjerne, da de begge var i franske Lille.