
Foto: shutterstock.com
Paulo Dybala, der angiveligt har været tæt på et skifte til Tottenham, ser nu ud til at blive i Juventus, som ifølge BBC ikke ønsker at sælge argentineren.
Der har været stor usikkerhed omkring Paulo Dybalas fremtid i Juventus.
Den argentinske offensivprofil har angiveligt været jagtet en række europæiske storklubber, og især er Tottenham blevet nævnt et hav af gange.
Meldingerne har også løbende gået på, at Juventus denne sommer var klar til at sælge Dybala, der har spillet for de mangedobbelte italienske mestre siden sommeren 2015, hvor han skiftede fra Palermo.
Men ifølge BBC kommer Dybala ikke til at skifte Juventus ud med Tottenham. Faktisk kommer den vævre tekniker slet ikke til at forlade Torino-klubben denne sommer.
BBC skriver nemlig, at Juventus har ombestemt sig og alligevel ikke ønsker at sælge Dybala, som foreløbig står noteret for 182 kampe og 78 mål for den italienske storklub.
25-årige Dybala har kontrakt med Juventus indtil sommeren 2022.