Lazio har været udsat for mail-svindel, eftersom de har overført millioner til nogle svindlere frem for hollandske Feyenoord.
Feyenoord skulle have modtaget omkring 15 millioner kroner fra italienske Lazio, efter deres salg af den hollandske forsvarsspiller Stefan de Vrij i 2014.
Men nu fortæller mediet Il Tempo, at restbetalingen fra handlen dengang er havnet i hænderne på nogle svindlere.
Svindlerne havde udformet en mail, der lignende en mail fra Feyenoord, mens de havde deres egne bankkonto-oplysninger med i mailen, og således lykkedes det dem at få pengene fra italienerne. Kontoen var dog placeret i Holland, men den tilhører altså ikke Feyenoord.
Lazio købte de Vrij i sommeren 2014 for samlet set 68 millioner kroner. Til sommer kan han skifte på en fri transfer, da han ikke ønsker at forlænge med klubben.
Liverpool og Manchester United ligner de største bejlere til ham i øjeblikket.