Liverpool skulle angiveligt være villige til at sælge deres helt store angriber, Luis Suarez. Men kun hvis beløbet for uruguayaneren er af den rette størrelse.
Luis Suarez har været meget omtalt i medierne på både godt og ondt, men har uden tvivl først og fremmest været en vigtig offensiv brik for Liverpool i denne sæson.
Forleden udtalte Suarez dog, at han ønskede at forlade Anfield og det engelske grundet mediernes behandling af ham, og dette kan måske realiseres nu.
Ifølge The Guardian skulle Liverpool nemlig være klar til at acceptere et bud på den sydamerikanske målmaskine, men kun hvis buddet ligger på over cirka 450 millioner kroner, hvilket vil være ny klubrekord.
26-årige Luis Suarez, som i denne sæson har nettet imponerende 30 gange i alle turneringer for Liverpool, har på det seneste været sat i forbindelse med spanske Real Madrid, og angriberen har da også selv udtalt, at de ville være svære at sige nej til.