
Foto: Shutterstock
Premier League-storklubben Liverpool er enige med Aberdeen om et køb af 18-årige Calvin Ramsay, og han forventes at blive præsenteret meget snart.
Trent Alexander-Arnold sidder tungt på højreback-positionen i Liverpool, men nu får han snart konkurrence fra et kun 18-årigt stortalent.
Det drejer sig om Aberdeen-kometen Calvin Ramsay, der til daglig tørner ud for førsteholdet i den skotske traditionsklub.
Ifølge flere medier, herunder Liverpool Echo, er de to klubber nået til enighed om en handel, der sender Ramsay til Anfield.
Overgangssummen for den skotske U21-landsholdsspiller lyder på ca. 55 millioner kroner, og lægetjekket skulle have fundet sted lørdag.
Den unge back har angiveligt skrevet under på en femårig kontrakt i Liverpool, hvilket altså binder ham til klubben frem til sommeren 2027.
Efter planen skal Calvin Ramsay deltage i opstarten med Liverpool, så Jürgen Klopp og co. kan vurdere, om han skal udlejes i den kommende sæson.