
Foto: Shutterstock
Den engelske Liverpool-spiller Alex Oxlade-Chamberlain kan være på vej til den tyrkiske storklub Fenerbahce, hvor transfervinduet først lukker i marts.
Tilbage i sommeren 2017 skiftede Alex Oxlade-Chamberlain fra Arsenal til Liverpool, men skiftet er ikke gået som håbet.
Den tidligere engelske landsholdsspiller har således været meget hårdt plaget af skader, og til sommer udløber hans kontrakt.
Men allerede nu kan midtbanemanden være på vej væk fra Anfield i et overraskende skifte.
Mediet A Spor beretter nemlig, at Oxlade-Chamberlain kan være på vej til storklubben Fenerbahce.
Grundet naturkatastrofen har Tyrkiets fodboldforbund forlænget transfervinduet, så det nu først lukker den 5. marts.
Der er dermed ekstra tid at handle spillere i, og der skulle allerede være etableret kontakt mellem Fenerbahce og englænderens lejr.
Derudover vil der snart komme kontakt mellem de to klubber, lyder meldingen.
29-årige Alex Oxlade-Chamberlain skulle selv være opsat på at forlade Liverpool, for hvem han står noteret for 144 kampe.