José Mourinho skal angiveligt være ny manager i Manchester United fra næste sæson. Portugiseren har ønskelisten klar for defensiven.
Manchester United skifter manager efter denne sæson, hvis man skal tro den internationale sportspresse.
Den nye manager, der skal erstatte upopulære Louis van Gaal bliver José Mourinho.
Ifølge El Confidencial får Mourinho en treårig kontrakt med United, der betaler en årsløn på 150 millioner kroner. Kontrakten er dog endnu ikke underskrevet.
Mourinho er allerede i gang med at notere, hvilke spillere, han ønsker at hente til klubben.
Når man kigger på defensiven, har han i øjeblikket tre emner til centerforsvarer, hvor en af dem bliver indkøbt som forsvarsmakker til Chris Smalling.
Manchester Evenings News skriver, at Mourinhos ønskeliste rummer John Stones fra Everton, Aymeric Laporte fra Athletic Bilbao og Raphael Varane fra Real Madrid.
Stones er dog jagtet af mange klubber, mens det virker tvivlsomt, at Real Madrid vil sælge Varane, samtidig med at Real ligeledes ligner den nye klub for Laporte.
Dermed får Mourinho kam til sine grå lokker, hvis han skal lykkedes med at hente et af disse tre stortalenter.