Napoli er angiveligt ude efter at forstærke klubbens offensiv, ved at sikre sig Portos angrebs-profil, Jackson Martinez. Dette skriver La Gazzetta dello Sport.
Forleden tjente Napoli en stor sum penge på salget af Edinson Cavani til Paris Saint-Germain, og nu har den italienske storklub indtil videre sikret sig argentinske Gonzalo Higuain som afløser på pladsen.
Selvom denne handel kostede klubben et beløb på cirka 275 millioner kroner, stopper Rafa Benitez’ offensive indkøb ikke her.
Nu skulle managerens søgelys nemlig ifølge La Gazzetta dello Sport være faldet på Portos 26-årige stjerneangriber, Jackson Martinez.
Det forlyder yderligere, at italienerne vil byde omkring 225 millioner kroner for den målfarlige colombianer, og tilbyde ham en femårig kontrakt, som vil indbringe ham cirka 11 millioner kroner om året.
Selvom Napoli kan virke som en attraktiv destination for 26-årige Jackson Martinez, har spilleren selv tidligere udtalt, at han vil blive i Porto og vinde flere trofæer i klubben.