
Foto: Shutterstock
Den brasilianske superstjerne Neymar ser ud til at forlade Paris Saint-Germain denne sommer, og det vil Al-Hilal forsøge at udnytte. Det melder CBS.
For få dage siden meldte Lionel Messi ud, at han vil fortsætte sin karriere i amerikanske Inter Miami.
Forinden blev han dog kædet kraftigt sammen med saudiarabiske Al-Hilal, men det skifte blev ikke til noget.
Men ifølge CBS har Al-Hilal ikke fjernet blikket fra Paris Saint-Germain, hvor de nu vil forsøge at hente Neymar.
Mediet beretter, at repræsentanter fra den saudiarabiske klub for tiden er i Paris for at forhandle om en sommerhandel.
Her vil man efter sigende tilbyde Neymar en lønpakke, der svarer til Cristiano Ronaldos løn i Al-Nassr, ca. 1,5 milliarder kroner om året.
Al-Hilal skulle kunne købe den 31-årige kantspiller fri af PSG for i omegnen af 335 millioner kroner, lyder det.
Neymar har kontrakt med PSG frem til sommeren 2025.