OB har sendt et kontraktudspil afsted til Jeppe Tverskov, hvis aftale med Randers FC udløber efter denne sæson. Det beretter tribunen.com.
OB har allerede sikret sig to forsvarsforstærkninger frem mod næste sæson i form af både Kenneth Emil Petersen fra AaB og Joao Pereira fra SønderjyskE, men det tyder ikke på, at fynboerne stopper her.
Ifølge tribunen.com har de stribede nemlig også snøren ude efter Randers-spilleren, Jeppe Tverskov, der står uden kontrakt efter denne sæson.
Efter sigende har OB allerede sendt et kontraktudspil afsted til den 23-årige defensivspiller, men det betyder ikke, at Randers FC er helt ude af billedet endnu. Det slår hans agent fast over for tipsbladet.
“Vi er i dialog med Randers, men der er særligt på det seneste opstået interesse fra andre klubber – primært danske.”
“I respekt for klubberne kan jeg ikke sige så meget mere, og Randers vil meget gerne forlænge med ham, så vi afventer lige nu,” udtaler Michael Johansen.
Jeppe Tverskov kom til Randers i 2014 fra Lyngby.