
Foto: Shutterstock
Atlético Madrid-stjernen Antoine Griezmann er kommet flyvende fra start i denne sæson, og det har fanget Manchester Uniteds interesse. Det skriver El Nacional.
Antoine Griezmann kom ikke på tavlen i Frankrigs 14-0-sejr over Gibraltar lørdag aften, men på klubbasis er han flyvende.
Her har Atlético Madrid-profilen scoret hele 12 gange i bare 16 kampe i indeværende sæson, og det har vakt Manchester Uniteds interesse.
El Nacional melder således, at United pønser på at købe Griezmann, som skulle have en frikøbsklausul på knap 190 millioner kroner.
Det bliver næppe et problem for United at betale denne, og den engelske storklub står også klar med en attraktiv lønpakke.
Det forlyder således, at United lokker Griezmann med en tredobling af franskmandens nuværende løn i Atlético.
Her tjener han angiveligt syv millioner euro årligt, men det kan stige til 21 millioner euro om året i United.
Det svarer til lige under 160 millioner danske kroner i årsløn.
32-årige Griezmann har kontrakt med Atlético frem til sommeren 2026.