
Foto: Shutterstock
Den brasilianske Everton-profil Richarlison er efter sigende på blokken i Manchester United, mens der også skulle være interesse fra Real Madrid.
24-årige Richarlison har udviklet sig til at være en stor profil i Everton samt i hele Premier League, hvor han længe har været blandt de største stjerner på de offensive positioner.
Det har flere storklubber da også bidt mærke i, og ifølge mediet Goal skulle Manchester United være én af bejlerne til angriberen.
I denne sæson har kun Cristiano Ronaldo for alvor scoret mål kontinuerligt for United, og man leder derfor efter forstærkninger.
I den forbindelse har man altså udset sig Everton-profilen, som dog ikke bliver nogen billig herre, hvis klubben overlever i Premier League.
Foruden De Røde Djævle skulle også Real Madrid lure på den brasilianske landsholdsspiller, der har optrådt 32 gange for sit land.
Richarlison har en kontrakt med Everton, der udløber i sommeren 2024.