
Foto: Shutterstock
Den spanske storklub Real Madrid overvejer efter sigende at hente den skotske Arsenal-profil Kieran Tierney til sommer. Det skriver mediet El Español.
Tilbage i sommeren 2019 købte Arsenal den skotske venstreback Kieran Tierney i storklubben Celtic, og siden da har forsvarsspilleren ikke set sig tilbage.
24-årige Tierney har således udviklet sig til at være en profil på det Arsenal-mandskab, der i skrivende stund kæmper om en placering i Top 4 i Premier League.
Og de solide præstationer er da heller ikke gået ubemærket hen, for ifølge El Español lurer Real Madrid på den skotske landsholdsprofil.
Mediet melder, at Tierney er en spiller, som Real kan gå efter at købe til sommer, hvor man vil opruste defensivt.
Kieran Tierney har døjet en del med skader i Arsenal, hvor backen står noteret for 81 kampe, fire mål og 12 oplæg.
Forsvareren har en lang kontrakt med The Gunners, der løber frem til sommeren 2026.