Medie: Schmeichel med hovedrolle i Ranieri-fyring

0
Medie: Schmeichel med hovedrolle i Ranieri-fyring

Foto: Leicester City

Danske Kasper Schmeichel var ifølge Daily Mail en afgørende faktor i fyringen af den nu forhenværende Leicester-manager Claudio Ranieri. 

Claudio Ranieri blev torsdag eftermiddag afskediget i Leicester City efter en skuffende sæson, der har lagt en skygge over sidste års Premier League-triumf.

Her til formiddag har Daily Mail fremlagt grunden til fyringen, som kom en anelse overraskende for mange, da rævene dagen inden havde sikret sig et fint udgangspunkt i Champions League med et 1-2-nederlag i Sevilla.

Ifølge avisen havde Leicester-ejer Vichai Srivaddhanaprabha da også truffet beslutningen inden Ranieris sidste kamp. En beslutning, som blev truffet på baggrund af samtaler med ledende profiler i spillertruppen – heriblandt Kasper Schmeichel.

Danskeren spillede en hovedrolle i processen, skriver Daily Mail, som bygger deres antagelse på anonyme kilder og Schmeichels kritiske udtalelse efter Leicesters nederlag til Manchester United den 5. februar, der efter sigende ramte hovedet på sømmet.

Kasper Schmeichel var dog én af de første til at takke Claudio Ranieri på de sociale medier efter fyringen, som endvidere forklares med en generel utilfredshed over italienerens taktiske dispositioner og træningsmetoder.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE