
Foto: Shutterstock
Christian Eriksen ser ud til at være færdig i Manchester United, og nu skulle Ajax have budt sig til i kampen om danskeren. Det melder De Telegraaf.
Til sommer har Christian Eriksen kontraktudløb med Manchester United, og den aftale ser ikke ud til at blive forlænget.
Danskeren har også selv været ude og antyde, at han stopper i klubben til sommer, og han kan have kurs mod Ajax.
Sådan lyder meldingen fra De Telegraaf.
Ifølge det hollandske medie har Ajax således meldt sig på banen som en bejler til 33-årige Eriksen.
Storklubben skulle være en reel mulighed for den danske landsholdsspiller, lyder det.
Parterne kender da også hinanden ganske godt, efter Christian Eriksen tørnede ud for Ajax i starten af sin karriere.
I denne sæson har danskeren spillet 27 kampe for United, hvor han har bidraget med fire mål og fire assists.