
Foto: Dejan Obretkovic
Den tidligere FC København-keeper, Robin Olsen, der samtidig kan bryste sig af at være den dyrest solgte målmand i Superligaen, bliver rost til skyerne af det italienske fodboldsite Calciomercato, som kalder ham sæsonens hidtil bedste indkøb.
“Olsen er næsten altid én af de bedste i AS Romas kampe,” lyder analysen blandt andet på fodboldsitet om den 28-årige svensker.
Olsen fik ellers en blandet sæsonstart, men i de sidste par måneder har han for alvor vist sine kvaliteter.
“Det personlige vendepunkt kom for ham i udekampen mod Real Madrid i Champions League (Roma tabte dog 0-3, men Olsen havde flere gode redninger, red.).”
AS Roma betalte 63 millioner kroner plus diverse bonusser for Olsen. Bonusserne kan løbe op i yderligere 26 millioner kroner til FCK, hvis han indfrier alle præstationsbonusserne, som parterne har aftalt.