
Foto: Shutterstock
Den brasilianske Everton-profil Richarlison ønsker at forlade Premier League-klubben, og Manchester United skulle være en mulig destination.
Der har ikke været mange lyspunkter for Everton i denne sæson, hvor traditionsklubben for det meste har befundet sig i bunden af Premier League.
Dog har den brasilianske landsholdsspiller Richarlison været blandt de mere positive elementer, men det kan snart få en ende.
I hvert fald melder mediet Football Insider, at offensivspilleren har bedt sin agent om at lede efter en anden klub.
Den udmelding kommer efter sigende efter, at Richarlison har haft flere snakke med Everton om sin fremtid i klubben.
Og ender brasilianeren med at forlade Everton, kan han meget vel skifte til Manchester United, der nævnes som en mulig destination.
De Røde Djævle har også tidligere været kædet sammen med Everton-profilen, som også FC Barcelona før skulle have vist interesse for.
Richarlisons Everton-kontrakt løber frem til sommeren 2024.