
Foto: Shutterstock
Manchester United hentede hollandske Joshua Zirkzee til klubben i sommer, men allerede nu er angriberen enig med en anden klub om en kontrakt.
Joshua Zirkzee har på ingen måde været en succes i Manchester United.
Erik ten Hag hentede angriberen til Old Trafford så sent som i sommer, men allerede nu meldes han på vej videre.
Det skriver La Gazzetta dello Sport.
Ifølge avisen er Joshua Zirkzees lejr således blevet enig med Juventus om de personlige betingelser i en aftale.
Den 23-årige angriber lader dermed til at være på vej retur til Serie A, hvor han indtil i sommer tørnede ud for Bologna.
Juventus foretrækker angiveligt at hente Zirkzee på en lejeaftale, som eventuelt kan indeholde en købsoption.
I indeværende sæson har angriberen i alt spillet 27 kampe for United, hvor det er blevet til fire mål og to assists.
Hans kontrakt med klubben løber frem til sommeren 2029.