
Foto: Shutterstock
Det italienske medie Corriere della Sera skriver, at Zlatan Ibrahimovic ikke forlænger sin kontrakt med AC Milan, når kontrakten udløber til sommer.
I stedet vender den 38-årige angriber hjem til Sverige, hvor han skal spille for Hammarby IF ifølge mediet. Han ønsker at slutte karrieren i den svenske klub.
Ibrahimovic skabte ekstra opmærksomhed om sin person, da han tilbage i november måned 2019 købte sig ind i netop Hammarby IF.
Klubbens sportschef, Jesper Jansson, udtalte sig for nyligt om netop Zlatans situation.
“Chancerne er fine, tror jeg. Men det er jo kun Zlatan, der ved det. Han har ikke sagt noget, og det er ikke sådan, at jeg har brug for at spørge ham og fortælle ham, at vi gerne vil have ham. Jeg har lært, at han ikke siger noget, før han er hundrede procent sikker. Men selvfølgelig vil vi have ham,” udtalte Jesper Jansson forleden dag til svenske Expressen.
Malmö FF’s fans har tidligere reageret voldsomt på Ibrahimovic’ valg om at købe sig ind i Hammarby, som er rivaler til Malmö FF.
Derfor bliver det spændende at se, hvordan barndomsklubbens fans vil reagere, hvis han vælger at repræsentere ærkerivalerne.
Zlatan Ibrahimovic har spillet 751 kampe i karrieren hidtil, og han har scoret hele 460 mål. Derudover har han spillet 116 A-landskampe for Sverige og nettet 62 gange.
Blandt store klubber har han spillet i FC Barcelona, Juventus, Manchester United, Paris Saint Germain, AC Milan og Inter.