Real Madrid holder konstant et vågent øje med stortalenterne i Europa. Særligt to spanske stortalenter har klubbens fokus lige nu, skriver spanske medier.
Real Madrid fokuserer ikke kun på de store handler i løbet af transfervinduet. Kongeklubben har også et godt øje til de stortalenter, der spiller på den europæiske scene. Specielt to spanske talenter meldes tæt på klubben.
Ifølge Marca er Real Madrid tæt på at sikre sig Real Zaragozas forsvarstalent, Jesús Vallejo, der var anfører for Spaniens U19-hold, der vandt guld for nogle uger siden.
18-årige Vallejo har også været fulgt tæt af spanske klubber som FC Barcelona, Valencia og Villarreal, men Real ser ud til at vinde kampen.
Planen bliver sandsynligvis, at Real Madrid køber ham fri af hans frikøbsklausul på godt 45 millioner kroner, mens de så vil udleje ham til Zaragoza i én til to sæsoner.
Et andet stortalent som Real Madrid også kædes sammen med, er Real Betis’ offensivspiller Dani Ceballos. Det skriver spanske AS.
Han var ligeledes med til at vinde EM i Grækenland med U19-holdet. Ceballos’ kontrakt står til at udløbe i 2016.
18-årige Ceballos har dog fået en professionel kontrakt med Real Betis, der betyder, at hans frikøbsklausul er steget fra godt 23 millioner kroner til godt 90 millioner kroner.
Han vil dog sandsynligvis også fortsætte i Real Betis på en lejeaftale, så han ligeledes kan udvikle sig i de trygge rammer.