Medier: Real Madrids Mbappé-bud er accepteret

0
Medier: Real Madrids Mbappé-bud er accepteret

Foto: Shutterstock

Real Madrids kæmpebud på Paris Saint-Germain-stjernen Kylian Mbappé skulle nu være accepteret. Handlen ventes annonceret fredag.

Real Madrid har fået klubbens andet bud på Paris Saint-Germain-stjernen Kylian Mbappé accepteret.

Det skriver flere medier torsdag aften.

Reals andet bud skulle lyde på en pris, der svarer til 1,26 milliarder kroner samt yderligere cirka 75 millioner kroner i bonusser.

Flere medier, heriblandt Madrid-baserede Marca, oplyser, at handlen ventes at blive annonceret fredag.

Paris Saint-Germains direktør, Leonardo, har tidligere udtalt til RMC Sport, at man ikke ville holde Mbappé i klubben, hvis han ønskede at skifte.

“Kylian Mbappé vil af sted. Det står klart for mig. Hvis Real Madrid kommer med et bud, virker det klart for mig. Jeg tror, det er klart for alle.”

“Vi kan ikke ændre vores planer i sidste uge af transfervinduet. Hvis han vil af sted, vil vi ikke holde ham tilbage, men det er på vores betingelser.”

22-årige Mbappés kontrakt med PSG udløber næste sommer, hvor han ville kunne hentes på en fri transfer.

Men Real Madrid har altså ikke villet vente, muligvis af frygt for at en anden klub kom på banen.

Den franske, offensive profil står noteret for 174 kampe, 133 scoringer samt 63 assists i PSG-trøjen.

Han skiftede til klubben permanent fra AS Monaco i sommeren 2018. Inden da var han udlejet til klubben året før, hvor aftalen indeholdt en købsoption.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE