Atletico Madrids cheftræner, Diego Simeone, har forhandlet sig frem til en ny kontrakt, som blot gælder til 2018.
Atletico Madrids succesfulde cheftræner, Diego Simeone, forlængede i foråret 2015 med klubben, så hans kontrakt løb frem til 2020.
Men det forlyder nu, at hans kontrakt er blevet forkortet. Det skriver de spanske medier Marca og AS.
Efter Champions League-finalen i maj måned 2016 gav Simeone udtryk for, at han var i tvivl om sin fremtid i klubben.
I dag skriver både Marca og AS, at Simeone over sommeren har forhandlet sig frem til en ny kontrakt, der blot løber frem til sommeren 2018.
Ifølge aviserne var Paris Saint-Germain en stor bejler til Simeone denne sommer, og interessen skulle være gensidig.
Atletico ønskede dog kun at sige farvel til Simeone, hvis PSG betalte frikøbsklausulen, hvilket de ikke ønskede.
I stedet valgte PSG som bekendt Sevillas succestræner, Unai Emery. Men meget tyder på at Simeone gerne snart vil søge nye træner-græsgange.