Michael Laudrup afviser: Ingen aftale i Qatar

0

Michael LaudrupMandag kom noget af en nyhed, da Al-Rayyan meddelte, at Michael Laudrup bliver klubbens nye cheftræner. Selv har han dog ikke hørt noget.

Sidste sæsons mestre i den bedste række i Qatar, Al-Rayyan, meddelte tidligere mandag, at man var blevet enig med Michael Laudrup om en aftale.

Klubben oplyste, at man forventede, at Laudrup ville ankomme inden for nogle timer for at underskrive kontrakten.

Samtidig skrev de, at de senere på dagen ville offentliggøre yderligere information om aftalen.

Hovedpersonen selv kender dog intet til en aftale.

“Jeg har ikke underskrevet nogen kontrakt. Ikke med Al-Rayyan, Valencia eller nogen anden,” skriver Michael Laudrup i en mail til Ritzau, der forholder sig til Al-Rayyans udmelding om, at han er på vej dertil:

“Lidt svært når jeg er på vej til Barcelona for at deltage i et program på spansk tv i aften (mandag, red.). Og onsdag skal jeg kommentere Gladbach-Barcelona i Champions!,” skriver Laudrup.

Over for TV 2 SPORT fortæller han, at han ikke har hørt noget fra Qatar.

52-årige Laudrup oplyser dog intet om, hvad programmet for resten af ugen byder på.

Den danske fodboldlegende har tidligere haft stor succes i Qatar, da han var cheftræner for Lekhwiya i perioden 2014 til juni 2015.

Al-Rayyan ligger aktuelt på 3.-pladsen i ligaen med fire point efter to kampe. Laudrups tidligere klub Lekhwiya ligger på førstepladsen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE