AS Monacos vicepræsident Vadim Vasiyev anser det for sandsynligt, at Thomas Lemar bliver solgt næste år. Liverpool og Arsenal er blandt bejlerne.
Monaco har taget afsked med flere profiler fra sidste sæson i løbet af sommerens transfervindue.
Dog formåede man også at holde på profiler, såsom Fabinho og Thomas Lemar.
Netop Lemar var jagtet massivt af blandt andre Liverpool og Arsenal, og derfor anser Monacos vicepræsident det også for meget sandsynligt, at han bliver solgt næste år.
“Vi har brug for en spiller som Thomas Lemar. Han er rigtig vigtig for holdet. Der bliver en del at se til næste sommer, og der er ingen garantier i fodbold. Jeg tror, at der er en sandsynlighed for, at Thomas forlader os næste år,” siger Vadim Vasiyev ifølge Sky Sports.
Vasiyev afslører, at det var tæt på at den 21-årige midtbanespiller allerede var blevet solgt i sommerens transfervindue.
“Liverpool var meget interesserede. Men der var Arsenal, som var tættest på at gennemføre en handel. Det var meget tæt på, men det var også for sent, og der var ikke tid nok til at gøre det færdigt. Jeg er glad for at Thomas blev her,” siger vicepræsidenten
Lemar skiftede til AS Monaco fra Caen tilbage i 2015. Siden da har han leveret 19 mål i 95 kampe for klubben.