Manchester Uniteds manager José Mourinho vil jagte offensivprofilen Gareth Bale, hvis Real Madrid ikke har planer med ham, siger han.
Real Madrid og Manchester United mødes tirsdag aften i den europæiske Super Cup.
Forud for kampen blev Uniteds manager José Mourinho blandt andet spurgt ind til, hvorvidt han var interesseret i at hente Reals Gareth Bale, og svaret var overraskende.
“Hvis han spiller i morgen, så ville jeg ikke drømme om at forsøge at købe Bale. Så er det, fordi han er en del af trænerens planer, og i så fald har han også motivationen til at fortsætte i Real Madrid,” indledte José Mourinho ifølge The Guardian og tilføjede:
“Men hvis han ikke spiller, og han ikke er i klubbens planer, så vil jeg forsøge at vente på ham og slås med andre trænere, som også ønsker at få ham.”
28-årige Bale har hidtil spillet 150 kampe for Real Madrid med 67 mål og 51 assists til følge.