
Foto: Shutterstock
FC København leverede en overraskende handel på Deadline Day, da de købte det 18-årige stortalent Isak Bergmann Johannesson i Norrköping.
I medierne har der været stor uenighed om transfersummen for Johannesson, men nu har den sælgende part Norrköping meldt sig på banen.
“De beløb, som figurerer i medierne, er for lave. Hvis det var den sum, så havde vi ikke solgt Isak,” indleder klubbens ordførende Sakarias Mårdh, og tilføjer herefter om mediet, NT-sports pris på omkring 37 millioner danske kroner:
“Vi går ikke ud med nogle præcise beløb, men den information I (NT-sport, red.) har, er ganske præcis.”
Mårdh uddyber, at der både var kontakt med FCK og en række andre klubber for et par dage siden, men at de i første omgang sagde nej tak til købstilbuddene.
FCK vendte herefter tilbage og tilbød det, som den svenske klub forlangte, og dermed blev handlen en realitet.
Offensivspilleren står noteret for 50 kampe for IFK Norrköping, og han har efter sigende været jagtet af blandt andre Real Madrid, Manchester United og Juventus.